Gennem forædling har mælkeproducenterne i det nordvestlige Europa set en enorm udvikling i udbuddet af velegnede fodermajssorter. For det første er udbytterne steget voldsomt, og for det andet er afgrødens tidlighed forbedret ligesom kvaliteten (fordøjeligheden) er øget i forhold til tidligere. Fordøjeligheden er i første omgang steget gennem et højere stivelsesindhold, men i de senere år også gennem forbedret fordøjelighed af cellevægge.

Som forædlere arbejder vi til stadighed på at skabe sorter med højere udbytter og forbedret foderkvalitet. Forædling af endnu tidligere sorter har ikke længere den store bevågenhed, da der er et bredt udbud af majssorter, der kan modne selv i de nordlige dele af Europa. I de nordligste egne af Danmark og England og dele af Sverige er endnu tidligere sorter dog stadig ønskværdige. Derfor er forædling mod endnu tidligere sorter ikke helt lagt på hylden.

Dyrkning
Majs er oprindeligt en subtropisk plante, der ikke kunne dyrkes på nordlige breddegrader. Gennem forædling herunder kombinering af tidlige og senere sorter/typer er det lykkedes at forædle sorter der kan vokse under halvemajslillenordlige forhold.

Alle vore velkendte majssorter er såkaldte flint-dent hybrider. Flint typens genetik giver hybriden kuldetolerance og er tilpasset køligere klima, mens generne fra dent typen giver et højt udbytte.

Majs er ikke en specielt vanskelig afgrøde at dyrke, og risici ved dyrkning er oftest få. Væsentligste problemer kan være lejesæd eller knækkede planter samt fusarium modtagelighed.  Begge dele kan besværliggøre høst og koste udbytte, og ikke mindst gå ud over kvaliteten af den høstede afgrøde.

Af øvrige risici er manglende kuldetolerance og for ringe forårsudvikling foruden de oftest i Danmark mindre betydende sygdomme – majsbrand, øjeplet og bladplet.

Stivelsesindhold
Fordøjeligheden af helsædsmajs afgøres hovedsageligt af to faktorer; stivelsesindhold (kolbedelen) og fordøjeligheden af cellevægge (restplanten). Stivelsesindholdet i helsædsmajs ligger oftest på 0138D03830-40% og er den vigtigste energikilde til mælkeproduktionen fra majsensilagen. Næsten 100% af stivelsen kan udnyttes af køerne.

Hovedparten af stivelsen  fordøjes indirekte af koen. Bakterierne i vommen fordøjer stivelsen, hvorefter bakterierne fordøjes/optages i koens tarmsystem. Stivelse giver generelt en bedre protein udnyttelse i koen, men for højt stivelsesniveau i foderet vil sænke pH i vommen og give sur vom (acidosis). Denne pH sænkning går ud over koens mælkeproduktion, men kan også være direkte farlig for dyret. Men oftest er majsstivelse mindre risikabel end nogle typer kornstivelse.

En del af stivelsen i foderet bliver ikke fordøjet i vommen, men i stedet i tarmene. Denne stivelse kaldes by-pass stivelse. Energieffektiviteten fra bypass stivelse er højere end for vomfordøjet stivelse. Gennem majsplantens modningsproces stiger stivelsesindholdet i kolben, og mængden af by-pass stivelse. Jo mere moden kolbe, jo større mængde by-pass stivelse, men der er forskel mellem majssorterne. En forskel vi i øjeblikket undersøger nærmere.

Forædling kan påvirke en majsafgrødes stivelsesindhold betydeligt, men har også sine begrænsninger. En majsplante skal producere en kolbe for at lave stivelse. Hertil er det nødvendigt med blade og en stabil stængel. Det betyder, at der fysiologisk er en øvre grænse for stivelsesindholdet i en majssort. Ikke i alle tilfælde er et højt stivelsesindhold fordelagtigt. Det gælder ikke mindst, hvor der fodres med store andele af majsensilage og til køer sidst i laktationen, som risikerer at blive for fede.

Cellevægsfordøjelighed- FK-NDF
Fordøjelighed af cellevægge er den næstmest betydende factor for den den totale fordøjelighed af helsædsmajs. For at opnå det højeste udbytte og den højeste værdi af majsafgrøden skal FK-NDF være høj. I majsensilage udgør stivelse normalt under 40 %. Derfor vil en høj fordøjelighed af restplanten resultere i mere energi til koen og dermed en højere mælkeydelse. Kun ved at tilbyde koen højkvalitetsfoder opnås topresultater i mælkeproduktionen.

Studier og en lang række forsøg har vist væsentlige forskelle i cellevægsfordøjelighed mellem sorter – helt op til 16%. Der er en tendens til en sammenhæng mellem en sorts cellevægsfordøjelighed og strukturelle opbygning, men ikke altid er dette særlig udtalt.

Årsagen til sortsvariation skal i højere grad findes i cellernes og cellevæggenes opbygning, specielt I bindingerne mellem cellulose, hemicellulose og lignin molekyler. De præcise strukturer i cellevæggene er ikke fuldt afdækket endnu, men vi ser frem til gennem vor dedikerede forskning i cellevægsstoffer og –opbygning at kunne tilbyde nye LG sorter med endnu højere cellevægsfordøjelighed i fremtiden.

Vlaswinkellille

Ir. A.G.H. Vlaswinkel Senior breeder silage maize NW-Europe