Beskrivelse
LG Initial – Brødhvede med stærke egenskaber
LG Initial er meget velafprøvet i landsforsøgene med et stabilt udbytte gennem 7 år. Sorten er en brødhvede optaget på brødhvedelisten. LG Initial er kendetegnet ved et stort brødvolumen, et højt faldtal og en god faldtalsstabilitet, det betyder faldtallet holder sig relativt stabilt selv i en våd høstsæson.
Sygdomspakken er næsten komplet, LG Initial får ikke gulrust og den har en meget lav modtagelighed for meldug og septoria. Det forhøjede merudbytte for svampebekæmpelse i 2024 skyldes brunrust. Sorten har Pch1 resistensen mod knækkefodsyge, og den er resistent mod larven af den orangegule hvedegalmyg.
Strået er stift med en lav tendens til lejesæd. Vinterfastheden er god og LG Initial egner sig således til tidlig såning. Det er en sort med middel buskningsevne og store aks med mange kerner pr. aks.
Der er tale om en dyrkningssikker sort, der med stor sikkerhed kan overholde kravene til brødkvalitet, når den dyrkes med sen tildeling af kvælstof efter brødnorm.